mandag den 28. marts 2016

Anna og det Franske kys - Stephanie Perkins

Anna og det Franske kys
Stephanie Perkins

(Lovebooks * Lindhardt og Ringhof)


Bedømmelse: 3,5/5
Sprog: Dansk
Originaltitel: Anna and the french kiss
Originalsprog: Engelsk

Anna og det franske kys handler om Anna, som har boet og er opvokset i Amerika. Men det sidste år af high school sender Annas far hende til en kostskole i Paris. Anna bliver med et taget væk fra alle sine venner og vante omgivelser. Men der går ikke lang tid før, at Anna finder sig en vennegruppe på kostskolen, og hvad bedre er, Anna bliver gode venner med den flotte og charmerende Étienne St. Clair. Men søde St. Clair har allerede en kæreste, Ellie. 

Inden jeg begynder at tale om selve det, bogen indeholder, vil jeg lige have lov til at rose det flotte omslag. Jeg elsker virkelig det omslag. Det er simpelt men formår alligevel at stråle. Jeg elsker den lyserøde farve sammen med det sorte og hvide, det passer virkeligt godt sammen.

Nu til selve bogen. Det var en virkelig sød historie om Anna og hendes kærlighed. Jeg kunne godt lide, at bogen var realistisk, at Étienne ikke bare var ledig fra starten af, som fyrene ofte er i bøger.
Jeg kunne også rigtig godt lide, at Anna ikke kunne fransk, når nu hun skal bo i Paris. Det gjorde, at der kom lidt mere humør ind i bogen, når f.eks. Anna skal bestille mad på skolen eller skal i biografen. Anna elsker jo at se film, og ikke mindst at anmelde dem, hvilket jeg synes var en rigtig fin ting.
Der er mange der ser en magi i Anna og det franske kys, men jeg må indrømme, at jeg ikke ligefrem følte, at jeg bare blev nødt til at læse det næste kapitel. Faktisk holdt jeg en lille pause med bogen og læste en anden i mellem tiden.
Men når det er sagt, var der alligevel noget magisk over historien. Jeg kunne ikke så godt se det, da jeg læste den, men jeg har fundet lidt af magien, når jeg nu har været færdig med den i et par dage. Jeg synes sådan set at historien var god, og plottet var også godt, men alligevel følte jeg bare, at der manglede noget, der manglede et eller andet, som jeg ikke helt kan sætte ord på.
Jeg har besluttet mig for, at jeg en dag vil genlæse denne bog, og se om jeg finder magien der. Men lige nu kan jeg altså kun give den 3 ½ stjerner. Jeg giver normalt ikke halve stjerner, men synes nu alligevel, at den fortjener den halve stjerne.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar